Vedrørende fældning og beskæring


Torsdag den 4. juni 2015


Fældning og Beskæring ved Stoense Havnevej


Vi har nu afsluttet de store fældninger og nedskæringer for i år, og det ser lidt bart og hærget ud ned langs Stoense Havnevej. Men man må huske på, at det er skovfolk  og skovmaskiner, som har foretaget arbejdet og ikke et gartnerfirma. Det havde ikke været økonomisk muligt at overlade det til gartnere at gøre arbejdet. Heldigvis ved vi fra de andre gange, at det bliver godt igen. Der er mange nye træer, som venter på at komme op. Og sporerne efter fældningen og nedskæringen vil være væk til næste sommer. Der ligger nogle grene og andet tilbage. Er der nogen, der kan bruge noget af efterladenskaberne til brænde, er man velkommen til at sanke det op. Ellers er det meningen, at det skal have lov til at ligge, så der kan komme en ny underskov op.


Det skal understreges, at der ikke må etableres udkørsel eller andet ud mod Stoense Havnevej. Det er meningen, at der skal være en ubrudt beplantning hele vejen ned til stranden af hensyn til støv og støj.


Nu mangler vi kun noget østenvind, så vi kan få brændt det afklippede af nede ved stranden. Måske til Sct. Hans , men da det ryger et par dage, vil vi gerne have, at det ryger ud over vandet.

Ellers vil vi fortsætte med at skårlægge de grønne områder og klippe græsset ved indfaldsvejene.


God sommer til alle.

 

Venlig hilsen Hans Nielsen, Det grønne område.




PS: Fotos viser Stoense Havnevej set mod henholdsvis øst og vest, samt krydset Stoense Udflyttervej og Stoense Havnevej er optaget den 24. maj 2015 og tilføjet artiklen søndag den 7. juni 2015 af Chris Hansen.





Copyright © 2011 Grundejerforeningen "Stoense Havn".

All Rights Reserved.